Moar! Andre folks børn er også vores ansvar…
I dag flyder facebook og mødreblogs over med billeder af speltboller og økologisk og politisk korrekte fødselsdagsmiddage. Der diskuteres langtidsamning, slynger, samsovning og hvilke institutioner, der skal vælges til ens barn. Men samtidig findes en helt anden virkelighed. En virkelighed med virkelige børn der lever med vold, misbrug og misrøgt og ønsket om en skål varm havregrød…
Sidste uge gjorde jeg noget, jeg normalt ikke gør. Jeg læste et misbrugt barns historie. Tøndersagens ’Nadia’s egen version af historien om et liv, hvor hun blev seksuelt misbrugt af sin far, fra hun var 2-3 år og siden også lejet ud til andre mænd, mens han så på.
Tøndersagens Nadia
Da jeg alligevel var i gang, så jeg også videoen, hvor hun ud fra familiebilleder fortæller om sin opvækst, og det er hård kost. Især artiklen der virkelig udpensler en ganske forfærdelig barndom. En barndom intet barn nogensinde skulle opleve. Og en barndom der formentlig mærker hende for livet, og som hun måske aldrig kommer fri af.
I denne uge fortsatte jeg. Med Michael Oxhøjs fortælling om psykisk svigt og isolation i det pæne overklassehjem i Gentofte. Han blev hverken slået eller misbrugt, men er alligevel dybt mærket af en ulykkelig opvækst, hvor faren ender med at opgive sin forældremyndighed, selv om Michaels mor er død. Og for begge gælder, at de blev berøvet noget af det dyrebareste, vi har. Barndommen og dens uskyldighed.
Og for begge gælder det også, at der blev lavet gentagne indberetninger til deres respektive kommuner, men at ingen gjorde noget. I hvert fald ikke noget rigtigt. Ja, der blev talt med forældrene, men igen og igen lod man tvivlen komme dem til gode i stedet for at se rigtigt på børnene. Virkelig se dem. Og virkelig lytte til det, de egentlig sagde og så gøre noget.
Jeg ved godt, at det er svært. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det er totalt grænseoverskridende at konfrontere forældre med deres manglende evner til at være netop det – forældre. Og jeg er fuldstændig med på, at tingene skal undersøges ordentligt, inden man fjerner børn fra deres hjem, og at der skal være plads til forskellighed, og at alle ikke kan løse opgaven lige godt. Men hvor længe skal vi lade børn leve i kummerlighed, når vi rent faktisk har begrundet mistanke om, at noget ikke er, som det skal være? Når vi faktisk er blevet kontaktet af mennesker tæt på dem, der er bekymrede?
I begge disse sager og stort set alle andre, der de efterfølgende år fulgte i kølvandet på Tøndersagen, var der indberetninger fra voksne mennesker, der kendte børnene og havde set advarselslamper blinke. Mennesker der havde gjort det, som jeg nok selv ville have svært ved. Overskredet deres egen grænse for indblanding og meldt deres bekymring videre.
For der er en grund til, at jeg normalt ikke læser historier om disse børn. Det gør simpelthen for ondt på mig. Historier om børn der misrøgtes og misbruges hjemsøger mig længe efter og giver mig nok også en følelse af dårlig samvittighed. For jeg har også set dem. Set de forfaldne huse, der ved første øjekast ser tomme ud med den knæhøje græsplæne uden for og en have fyldt med skrammelkasser og gamle campingvogne, men hvor det alligevel pludselig bliver tydeligt, at her faktisk bor nogen. Nogen med børn, som den væltede trehjulede i indkørslen vidner om.
Jeg har også set moren med en hel flok beskidte børn i køen i mit lokale supermarked. Skidt der ikke var kommet af en enkelt dag på legepladsen, men flere uger uden et varmt bad. En hel familie i gammelt slidt tøj. Og børn der ikke en eneste gang plagede om slik i køen, men blot stod helt stille med helt forkerte udtryk i deres øjne. Udtryk der ikke hørte til et hos barn men en voksen og gav mig om ikke viden så i hvert fald en mistanke om, at her var noget, der ikke helt stemte.
Jeg håber og beder til, at disse familier har nogen tæt på dem, der hjælper og støtter dem. Og at hvis det ikke virker, at man så tager skridtet videre for børnenes skyld og ikke efterlader dem i en dysfunktionel familie i årevis. Lige som jeg håber, at jeg selv kan finde modet til at lave en indberetning, hvis jeg har en begrundet mistanke om misrøgt eller blot mistrivsel hos et barn.
For alle børn er vores alle sammen ansvar…
